Uværdig opførsel af Ottosen.Fabbe skrev: ↑12. maj 2024, 02:04Svaret er nej: Der blev aldrig rettet henvendelse fra ledelsen til undertegnede på grund af mine notorisk urolige tastaturfingre.
Jeg kan jo ikke vide, om ledelsen har drøftet noget. Men der eksisterer aldrig en personalesag, uden at personen - i dette tilfælde mig - er med i den. En personalesag er at præsentere medarbejderen for et påklageligt forhold og for sanktionen.
Selv om jeg ved, at der blev klaget efter min daværende kontraktperiode (medio 2009 til primo 2011) var udløbet, så tyder intet på, at jeg på noget tidspunkt var betragtet som persona non grata af hverken Mikkel Ottesen selv eller den øvrige ledelse.
Det ved jeg, fordi jeg i eftertiden, i 2011 og frem til tidligt forår 2012, leverede freelancearbejde til Nordjyske fra eget skrivebord, mens jeg gjorde uddannelsen færdig. Jeg kom til receptioner i huset. Jeg kom som gæst og sludrede uformelt.
I en e-mail af 19. december 2011 byder jeg mig til, fordi uddannelsen er ved at blive færdiggjort. I en e-mail til Mikkel Ottesen. Samme dag svarer han mig - og vurdér nu selv, om jeg er persona non grata:
Det ser ikke sådan ud.Hej David, (Cc Anne-Marie Dohm)
Tak for din mail.
Desværre forholder det sig således, at vi ikke just vælter rundt i nye ansættelser i mediehuset, så jeg kan hverken tilbyde dig noget, stille dig noget i udsigt eller spå om nogen tidshorisont før vi eventuelt måtte ansætte på ny.
Jeg cc'er chefredaktør Anne-Marie Dohm på denne mail så hun også ved, at du er søgende.
Vh og held og lykke
Men kort tid efter var Mikkel Ottesen selv fortid i mediehuset, og i tweets af 21. juli 2021 forklarer han det med magtkamp og den øvrige ledelses antipati imod Per Søndergaard.
Grunden til, at formanden blev scapegoat ligger i, at det lokale mediehus (som sad i bestyrelsen den gang som storaktionær) ønskede at vaske hænder og derfor fik formanden fremstillet som problemet.
Og det ved jeg - for det var mig, der skrev artiklerne på ordre ovenfra.Hele konteksten bag tweets af 21. juli 2021: https://twitter.com/mikkelottesen/statu ... 1960745988Ja, eller også havde nogen et behov for at sige, at de blev snørret for ikke selv at ligne idioter.
Lad mig sige der sådan: jeg gravede så dybt i det, der skete den gang, at det til slut dybest set blev enden på min løbebane som journalist.
Så, Mikkel Ottesen og Dennis Søndergaard var fortid i mediehuset, og jeg var ikke, idét jeg i 2013 skiftede fra DR efter et år og til et hjørne af Nordjyske-koncernen, hvor jeg tjente, indtil jeg i 2018 fratrådte på en aftalt, betalt fratrædelse.
Intrigerne beroede helt klart på magtkamp og alliancer, tør jeg vurdere. Og historiske fakta er, at Per Søndergaard investerede kapital i Mikkel Ottesens nye arbejdsplads.
Magtkampen har jeg ingen holdning til, for det var slet ikke dén, der optog mig. Jeg hælder nok i dag til, at Per Søndergaard var udsat for hykleri, for der var nok blevet rejst en mindre statue, hvis Per Søndergaards finansielle plan, som blev sønderslået af finanskrisen, var lykkedes.
Min indignation gik alene på, at AaB's bestyrelsesformands søn kunne skrive om AaB. Troværdigheden var ruineret. Jeg blev konfronteret med det, snart sagt hver dag af publikum i Nordjylland. Det var unødvendigt, for han kunne få sig et glimrende reporterjob andre steder. Nepotisme handler kun sjældent om faglig inkompetence.
Men sammenligningen med Van Helsing, som er smigrende ment, takker jeg venligt nej til, for det var ikke et rigtigt valg af mig at gå til tasterne. Jeg var vitterlig forarget, men derfor skulle jeg ikke slæbe problematikken på mine skuldre og skrive whistlebloweragtigt.
Personligt har jeg altid haft et stærkt aktivistisk instinkt, der ikke kan tæmmes. Det er en slem last at have, hvis man vil begå sig i hierarkiske systemer. Aktivister ser en værdi i at betale prisen, mens andre ser en værdi i at score den. Den selvopofrende natur (som at lænke sig til et træ, før bulldozerne kommer) betyder dog ikke, det aktivistiske ærinde er rigtigt tænkt hver gang.
Jeg har ikke rigtigt viden om personalesager og ytringsjura. Jeg ved kun, at som fungerende chef i mediehuset kan man aldrig nogensinde udlevere en personalesag offentligt, med mindre der opstår en offentlig konfrontation, der kræver genmæle. Stadig vil organisationer tit sige "ingen kommentar".
Derfor er det i hvert fald plat på et sjofelt fundament at misbruge et gammelt chefjobs rent fortrolige personinformationer som hævn for, at jeg i 2024 retter en kritik af deres informationsadfærd i en helt anden tid og kontekst.
Mikkel Ottesens stærkt tidsforskudte forargelse er forloren. Dels fordi den aldrig har konfronteret mig før, og dels fordi han selv kom til at hade den organisation, som jeg fornærmede. Hans tidsforskudte forargelse på firmaets vegne er ulogisk og kortsluttet. Den tidsforskudte forargelse giver kun mening, fordi han bakker sin nuværende forretningspartner op i et hævnærinde.
For i mellemtiden har Mikkel Ottesen og jeg jo bare været medfans af AaB, der var lidt på talefod med hinanden i en helt anden tid og jobsituation for vi begge.
Der blev tacklet og tacklet tilbage mellem Dennis Søndergaard og jeg i tiden 2010-2011.
Vel må Dennis Søndergaard syde og rase endnu, hvis han vil. Jeg har personligt svært ved at forstå, at man kan. Selv kan jeg simpelthen ikke banke liv i følelserne for et 10 år gammelt skænderi. Sådan tager rigtige mænd sgu ikke gamle svinetacklinger. Jeg mener: For godt 15 år siden begyndte en AaB-fan med rigtig dårlige kokainabstinenser at tæve mig i en af AaB's bøllebusser på vej hjem til Aalborg. Der gik ikke 7 dage, så kunne jeg vinke og smile til vedkommende på Kastetvej.
Det er helt vildt.
