R Rosenberg skrev: ↑13. nov 2023, 16:34
Funky skrev: ↑13. nov 2023, 13:59
jonas386 skrev: ↑13. nov 2023, 13:10
Funky skrev: ↑13. nov 2023, 12:40
Lanuvær. Vi lavede rigeligt chancer til at skulle have vundet med 2-3 overskydende mål. Det gik faktisk overraskende godt med chanceskabelsen, med alt der var blevet sagt forinden om den mudderpøl, man skulle spille i. Det handlede ene og alene om manglende individuel skarphed foran kassen i går, det har ikke en skid at gøre med antal spillere i bagkæden. Totalt forhåndsprogrammeret kritik forsøgt vredet ned over et kampbillede, det bare ikke passer på.
Ifølge de stats jeg lige kan finde skabte vi to "store chancer". Næstved en enkelt (formentlig målet). Vores mål var ikke en af de "store chancer". Vi fik en del afslutninger, men det meste var fra distancen, og det blev aldrig sådan rigtig farligt, heller ikke selvom vi var en mand i overtal. Udover et par chancer efter dødbolde og Helenius skud på stolpen i kampens afsluttende fase husker jeg ikke mange situationer, hvor vi bare burde have scoret (jeg var så også væk fra fjernsynet i en kort periode i 2. halvleg).
Det er altså ikke utopisk at tro en ekstra mand i offensiven ville give Næstveds inferiøre spillere mere at forholde sig til, hvilket kunne højne deres fejlrate. Nu endte vi jo også kun med et x, så man kan ikke engang bruge den slidte parole om, at vinderen altid har ret.
Men okay, jeg kan da også godt mærke, at jeg er en anelse i undertal, nu hvor jeg ikke er super begejstret for de fire samlede point imod Næstved og Helsingør i lige så mange opgør. Hvis man har det svært imod den slags hold, så får man det også mere end svært i superligaen. Det kan man selvfølgelig godt forsøge at bortforklare med "dårlig bane", "manglende skarphed", "uheld" og hvad man ellers kan komme op med.
Vinderen har ikke altid ret, det har jeg aldrig abonneret på.
Der er heller ikke nogen, der begejstrede over pointhøsten de sidste 2 kampe, slet ikke. Eller spillet generelt i en hel del kampe.
Sagen er bare, at ingen kunne have bjæffet det mindste over, hvis vi havde vundet kampen i går med flere overskydende mål. Indsatsen var i orden. Skarpheden foran mål var bare for ringe.
Jeg synes faktisk heller ikke (denne gang heller), at indsatsen var særligt i orden.
Havde indsatsen været i orden, ville vi ikke stå med 1 point (igen) mod et hold, som retteligt hører hjemme i 2. division eller danmarksserien.
Jeg forventer ikke gudbenådet fodbold, som nogle ellers flittigt benytter som stråmand (ikke dig). Slet ikke i november. Men jeg forventer, at man sidder tungt på et hold som Næstved. Eller Helsingør. Eller B93. Eller... Det gør man bare ikke. Og igen i går talte jeg adskillige gange, hvor AaB fandme står med 11 mand på egen halvdel.
Jeg har aldrig ment, at 1. division er en walkover. Men hvordan man kan finde noget som helst positivt eller opløftende i det, vi har set de seneste mange runder, får simpelthen over min forstand. Plørede baner og pølende modstandere eller ej.
Og hér rammer du måske køterens begravelseslokation eller noget i den stil. 1. division er slet ikke en walk over - vi kunne jo blot kigge på vores egen og tidligere Superligakollegers statistik i pokalturneringen mod 1. division - og for den sags skyld 2. divisionklubber! - gennem den sidste snes år.
Men jeg forventer, at man sidder tungt på et hold som Næstved. Eller Helsingør. Eller B93
Ja! Som vi f.eks. gjorde, da vi i premieren sejrede 3-0 ude over B 93 og ikke spillede bedre, end vi gjorde i går. Vi kunne næsten bare ikke undgå at vinde, som diverse stats fra den kamp underbygger. Ligesom 2-0 reelt var den lavest tænkelige sejr, vi kunne opnå, da vi et kvarter før tid rykkede spillet op på modstanderens banehalvdel hjemme mod HB Køge. Uden at spille specielt godt. Til gengæld ville den 1-0 - sejr, vi (temmelig tilfældigt) stod til at indkassere efter 75 minutters spil af samme kamp, have været det maximale udbytte, havde vi taget chancen og fortsat taktikken fra den første halve time af 2. halvleg med at parere indlæg efter indlæg mod vores eget straffesparksfelt.
Tiøren var tilsyneladende faldet, for ingen savnede en Allan Sousa, en Rade Prica, en Frank Strandli, en Peter Møller, en Søren Frederiksen eller for den sags skyld en Zuma, en Damen Doy eller en Ronaldo, da kun stolpe, overligger og Ahlmanns på marginalen mislykkede Zlatanmanøvre (han var tæt på årets mål der!) forhindrede sejre større end 3-1 og 4-1 på svære udebaner i Hjørring og Horsens -
ingen af de øvrige hold i ligaen tilnærmelsesvis ville kunne sætte de to hjemmebanehold så meget skakmat, som AaB gjorde i de to kampe.
"Traumet over nedrykningen" var ikke større, end at Vendsyssels tidlige føringsmål blot var et bump på vejen mod 3 point, ligesom Hobros scoring på første angreb - i runden lige efter 1-1 - kampen mod Næstved! - ligeledes ikke forhindrede de sensible AaB-spillere i at vinde kampen.
Vi fulgte nemlig blot den simple vinderopskrift:
at rykke spillet frem på banen og sætte os på kampen!
Via denne formular har AaB i dén grad levet op til prædikatet "det stærkeste hold nogensinde", der har optrådt i 1. division - (
hvis vi altså fjerner de to nederste hold fra rækken og alene måler på kampene mod top 10 og således i en verden præget af almindelig sund fornuft
skærper kravene: I de 12 indbyrdes kampe mod rækkens top 10 har vi vundet de 11 og spillet 1 uafgjort. Uhørt!
En neutral iagttager ville selvfølgelig undre sig over, hvorfor vi i 2 af de 3 opgør mod nr. 9 og nr. 10 fravalgte den uhyre simple vinderstrategi og kun med møje og besvær kunne besejre disse på vores egen hjemmebane.
Det kan heller ikke undre, at man i Næstved kun har hånlatter tilovers for AaBs prædikat på baggrund af vores to indbyrdes kampe mod divisionens nummer sjok. De har imidlertid ikke overværet nogle af AaBs 12 kampe mod de 10 hold i rækken, der ligger bedre placeret end Næstved og Helsingør; som Næstvedtilhængere naturligvis ikke undrer sig over, at AaB heller ikke har kunnet besejre i to indbyrdes opgør.
De
kunne måske godt have genkendt det AaB-hold, der efter små 70 minutter i hjemmekampen mod Hillerød i grunden ikke helt fortjente at føre 1-0 og ville selvsagt forvente, at et rødt kort ville bringe det lettere vaklende AaB-hold ud i ren overlevelse i kampens sidste fjerdedel. De må instinktivt have troet, at AaB havde et træ i baghaven på Aalborg Stadion, hvorfra de lige kunne plukke 9 nye markspillere og med uhørt lettelse konstateret, at træet endnu ikke var gået i blomst, da Næstved optrådte sted - og gået ud inden Næstved skulle møde AaB igen. Ellers havde det jo ikke givet mening, at Hillerød havde haft sin sidste optræden på AaBs banehalvdel, og at AaBs sejr på 3-0 var en logisk konsekvens af styrkeforholdet mellem de to klubber: Altså i kampens sidste 20 minutter, hvor udvisningen
tvang AaB til at følge den simple vinderopskrift.
Mod holdene i top 8 vaklede vi kun for alvor i udekampen mod Kolding, da vi måtte indkassere et straffespark foran 1-0 i overtiden. Det er bestemt ikke en skam kun at vinde knebent i Kolding, og det er heller ingen skam at måtte kæmpe og slås for en sejr samme sted. FC Nordsjælland kunne ikke vinde dér og SønderjyskE kun med stort besvær. En neutral iagttager - lad os sige en David Nielsen eller en Bo Henriksen - ville måske have haft besvær med at blive i den rolle og et kvarters penge ind i 2. halvleg have ladet et tordenhøjt brøl gjalde ud over Kolding Stadion: "FREEEEEEEEEEEEEM!!!!!!!!!!!!"
I det omvendte opgør mod Kolding i Aalborg, som fulgte i kølvandet på 3-0 - sejren over Hillerød, blev det af omverdenen tolket som rablende storhedsvanvid hos en forkælet tilhængerskare, at hjemmeholdet blev ledsaget af banen med en øredøvende pibekoncert, fordi et i øvrigt fremragende Koldingskud uden for feltet kort før tid havde forhindret en gentagelse af forrige uges 3-0 - sejr. Den
neutrale iagttager ville have haft anderledes forståelse for publikums reaktion.
Efter en lille time førte højtprofilerede AaB nemlig 3-0 over Koldings uerfarne og imponerede oprykkere, der i forvejen vaklede på kanten af en røvfuld og nu måtte se sig yderligere udfordret efter en udvisning i kølvandet på AaBs tredje mål.
Koldings træner havde utvivlsomt taget mod et tilbud om at stoppe kampen efter en time - og slippe med 0-3. En halv time senere kunne han ærgre sig over et nederlag på 1-3!
Storfavoritten AaBs reaktion over at føre 3-0 på hjemmebane mod et decimeret oprykkerhold var så aparte, at det omsorgsmindre mindretal blandt klubbens tilhængere uden specialiseret kendskab til psykiatriske diagnoser måtte gribe til halmstået "traume over sidste sæsons nedrykning".
Ret skal være ret: Der har utvivlsomt været en tendens til lettere højrøvet undervurdering af vores nuværende modstandere. De fleste hold i den nuværende Superliga kunne maximalt tangere vores nuværende pointantal, dersom de havde været overført til 1. division i denne sæson og afviklet 16 runder. FCK kunne i sjældne tilfælde tangere vores statistik mod 1. divisions top 10, med årtiers mellemrum måske overgå den.
Intet hold i Superligaen -
eller i 1. divisions top 10 - ville imidlertid spille 4 kampe mod 1. divisions bund 2 - uden at kunne vinde en eneste af dem! Jeg har ingen rationel forklaring på det forhold, der - kombineret med vores problemer med den nederste femtedel af top 10 - medvirker til at overskygge det faktum, at vores nærmeste trussel til oprykning skal holde mere øje med Hillerød på 8. pladsen i forhold til at kvalificere sig til slutspillet end på at beskæftige sig med AaB pladsen over.
Vi må også være realistiske og erkende vores nuværende status. Vi råder ikke over en angrebsduo som Safranko og Pohl, midtbanespillere som Rasmus Thellufsen, Børsting og Lesniak og forsvarsklipper i stil med Kasper Pedersen og Blaaberg - eller tilsvarende af den kaliber, som i lighed med førnævnte mandskab kunne ende i mesterskabsspillets slutspil i Superligaen. Og tilmed gå ubesejret gennem samme slutspils sidste 3 kampe mod FC Nordsjælland, FCK og Brøndby i nævnte rækkefølge og blot slippe 1 mål ind - i næstsidste minut på Brøndby Stadion, hvor hjemmeholdet udlignede til 1-1.
Et sådant hold kan vi pt. kun drømme om.
Vi er imidlertid så langt fremme i sæsonen, at det ikke kan være tilfældigt, at AaB i 12 kampe har hentet 34 point ud af 36 kampe, skønt mandskabet kun sporadisk har vist det høje niveau, som det - tilsyneladende upåvirket af "traumet over nedrykningen" måneden forinden og nye spillere, der skulle spilles ind - viste i sæsonens første 3 kampe. Stats fra de første 3 kampe i sæsonen viser tydeligt, at der ikke blot er tale om romantik oven på flere skuffelser senere og navnlig aktuelt.
De er så imponerende, at de ville være fuldkommen umulige at opnå for selv det bedste FCK-hold i den mest fesne Superliga. Navnlig i vores første to hjemmekampe mod Horsens og Fredericia, der mindst er en klasse over det gennemsnitlige niveau som de 6 modstandere, vi siden har mødt i Aalborg.
Beklageligvis er vi endnu meget langt fra at tangere de sammenlagt - og uhørte - 19 afslutninger inden for målrammen, som vi præsterede mod Horsens og Fredericia. Skønt vi derefter har haft 6 hjemmekampe mod markant svagere modstandere. Havde vi blot så nogenlunde holdt kadencen, ville vi som minimum have tangeret SønderjyskE historiske 46 mål. Til gengæld ville vi aldrig have sluppet 11 mål ind!
Bevares, det ville have krævet, at vi også havde spillet virkelig godt. Altså i visse perioder, som vi gjorde i omkring en tredjedel af sæsonens første 270 minutter. Vi spillede på intet tidspunkt godt i premieren ude mod B 93; dette forhindrede os dog ikke i tårnhøje 11 afslutninger inden for målrammen. Det kunne vi ikke undgå, uanset spillets kvalitet, ved at benytte den simple vinderformular: Ryk spillet frem og dominer underlegne modstandere!
Derfor kan vi med ret og rimelighed forlange, at vi dominerer vores modstandere og rykker spillet frem; af den simple årsag, at intet hold i 1. division kan gøre det omvendte. End ikke SønderjyskE, der havde så travlt med at holde 1-1 på deres egen hjemmebane mod AaB, at de ikke havde et eneste hjørnespark i hele kampen og blot én afslutning inden for målrammen i hele 2. halvleg.
Gad vide, hvordan den 2. halvleg ville have forløbet, hvis vi efter vores udlignende mål havde stillet os tilbage i eget straffespark og blot pareret? Det gjorde vi selvfølgelig ikke, da kun undslupne patienter fra en galeanstalt kunne være kommet på den idé. Det ville i hvert fald have krævet storspil fra vores reservekeeper, der måtte afløse den syge Posavec efter pausen; altså at holde SønderjyskE på de 4 scoringer, vi selv kun opnår mod stærke modstandere og kun kan drømme om, når HB Køge, Næstved, B 93 osv. tropper op i Aalborg.
Budskabet er med andre ord og i andre vendinger skrevet tidligere: Men hvorfor insisterer vi på regelmæssigt fravalg af den vinderstrategi, der allerede var udarbejdet til tæt på perfektion, da vi begyndte sæsonen?