Det kan man bestemt, og som Pastorius også skriver et sted, så er der næppe nogen der har som mission at frikende den daværende bestyrelse for mange af beslutningerne dengang, bestemt heller ikke jeg.Frygah skrev:Den største kritik jeg har omkring køb og salg af bygninger, er lidt en anden end Pastorius, som jeg mener glemmer en vigtig del af historien omkring bygningerne.
Det er korrekt at etape 1 gav overskud, og dannede grundlag for investeringer i spillertruppen. Så langt så godt. Men det er altså ikke korrekt at en uskyldig bestyrelse blev fuldstændig overvældet af finanskrisen, og at man er uden skyld. Faktum er at man i flere år INDEN finanskrisen ramte, i følge egen budgetter og planlægning skulle have solgt de sidste bygninger, men gjorde det ikke. Om man af grådighed holdt et salg hen (og investorerne dermed skred, som historien gik på det tidspunkt), eller om man bare overvurderede hvor værdifulde bygningerne var, selv i højkonjunkturen, skal jeg være usagt. Men faktum er altså at der af flere omgange udkom årsregnskab fra AaB hvor man mod forventning ikke havde fået solgt de bygninger man regnede med, inden finanskrisen. Og det synes jeg sgu godt man kan være kritisk overfor.
Men lige præcist det du nævner, mener jeg også var en af de helt afgørende gevinster vi fik ud af at eje bygningerne. Det var muligvis ikke helt fint i kanten, når man flere år i træk budgetterede med salg af de forskellige etaper, men efter min mening var det også det som gjorde vi kunne gå fra at måtte sælge profiler som holdet skulle bygges op omkring (Silber, Ericsson, Trond osv.), til at kunne afvise at sælge, fordi man forventede at sælge en etape af bygningerne. Som sagt, det er ikke sikkert den var helt efter reglerne, men det gav altså ro, rent sportsligt, og man kunne stille og roligt bygge det op som blev et mesterhold, uden hele tiden at skulle hive kortsigtede brandslukkere som Sakiri osv. ind, fordi man havde solgt spilleren som skulle være rygraden på holdet.
Man fik altså kontanter ind til at kunne hente dygtige spillere, og med muligheden for at hive salg af fremtidige etaper ind i budgetterne, kunne man lægge budgetter som på papiret hang sammen, uden voldsomme salg af spillere.
Og det var altså utroligt tæt på at gå godt. Som jeg før har skrevet herinde, så var Søndergaard millimeter fra at ville afsløre det kommende salg af de resterende bygninger i Halftime inden finanskrisen satte ind, vel og mærke med fortjeneste. Han ombestemte sig udelukkende pga. børsreglerne... så det har altså være helt utroligt tæt på, præcist som det var med sportsbutikkerne, hvor kun timingen af finanskrisens start på Island satte stopper for et salg, der også havde gjort udfaldet et helt andet end det endte med. Butikkerne VAR jo faktisk solgt på det tidspunkt (også med fortjeneste), og havde det bare gået amok på Island en måned eller en uge senere, havde det set anderledes ud.
Så små var marginalerne altså, de marginaler som gjorde en forskellen på et tab på vel noget der ligner 300 mio. og en fortjeneste på måske 50-100 mio. (gætværk).
Jeg ser altså med andre ord ikke bygningerne som den helt store skurk, og skal der endelig udpeges en syndebuk, er det snarere hele koncerntanken efter min mening. Set i bakspejlet var det en stor fejl, og et alt for stort sats, men vi skal også huske at det var i tiden hvor alt FCK og Don Ø gjorde så ud til at være vejen frem for danske fodboldklubber, og at det derfor var et naturligt skridt at tage for mange klubber.