Fantastisk kamp. Intet mindre. Uagtet at Viborg var meget dårlige, så var det en overbevisende præstation. Det var en fornøjelse at overvære, hvordan holdet lige fra kick off satte Viborg under et stort pres. Det fortsatte tilmed i store dele af kampen, hvilket er lidt af et særsyn. I mange år har vi haft for vane at blive alt for passive og trække os for langt tilbage når vi er kommet foran (Augu har ofte været synonymt med dette). Der var en rigtig god bevægelighed på holdet og pasningsspillet var til tider på et meget højt niveau.
Viborg slap meget billigt. Reelt burde vi ha´ vundet med tenniscifre, men fremadrettet skal udnyttelsesprocenten højnes. Det kan godt ærgre lidt at AK og Thomsen ikke kom på scoringstavlen. De havde begge chancerne til at nette.
Bortset fra det meget lave tilskuertal og den matte stemning så var det eneste negative dødboldene. Defensivt var vi igen sårbare på dødbolde (det eneste punkt hvor Viborg var farlige), mens de offensive dødbolde var lige så harmløse som vanligt. Før GF kampen mener jeg at ha´ hørt i fodboldmagasinet på DR, at vi hidtil i Superligaen havde haft 55 hjørnespark uden at score på et eneste. Hvis vi tæller GF, Viborg og Gori kampene med må vi være på 70+ hjørnespark i sæsonen uden at ha´ scoret

Det må være negativ rekord! Selv Barcelona er skarpere på dødbolde. Det altoverskyggende problem ved dødboldene er manglen på en god server. Kusks indlæg er ikke præcise nok. Dues indlæg er marginalt bedre, men stadigvæk ikke gode nok.