Udover i OB's felt spillede vi en rigtig fin kamp søndag, men jeg forstår ikke at Kent holder fast i den meget offensive 4-4-2/3-5-2. Vi var yderst sårbare på deres kontraangreb og det var næsten rent held at de ikke scorede både ét og to mål. Thelander spillede godt, men er stadig lidt usikker og ukoordineret med Lasse i returløbsfasen, og så mangler vi simpelthen den fysik og de tilbageløb som Augu leverede. Kusk tager ikke nogen tilbageløb, og Thomsen pisker op og ned af venstresiden, hvilket koster i offensiven. I mine øjne er vi stadig stærkest med både Augu og Würtz på banen, da det giver meget mere frihed til vores backer og Nicolaj Thomsen, der i glimt jo er en fantastisk spiller.
Samtidig kom vores eneste kvalificerede afslutning igen-igen fra Kasper Risgård, så jeg håber virkelig Kent bytter en angriber for en ekstra central midt. Det får vi brug for i Farum, hvor Anders Christiansen er begyndt at tage ansvar fra den skrantende Nicolai Stokholm. Med denne konstellation tror jeg vi for første gang i rigtig mange forsøg kan vinde slaget om midtbanen mod FCN og i perioder få etableret vores eget spil, som faktisk fungerede udmærket mod OB. Samtidig har vi naturligvis vores bedste kontra-spillere med, så vi kan ramme deres lidt suspekte midterforsvar og højre back i hurtige og direkte angreb.
Jeg håber at Søren Frederiksen har fået tanket lidt selvtillid i reservekampen i Århus og er mere klar end i de foregående kampe, for så er han i mine øjne vores klart bedste angriber - især i omstillingsspillet, som bliver vores vigtigste våben mod FCN.


