I pokalkampen i sidste uge smadrede vi gjæfferne, men det var unægtelig på en billig baggrund. Det lignede arbejdsvægring fra århusianernes side, måske ønskede de at komme af med træneren. På lørdag venter der en helt anden kamp, men umiddelbart tror jeg at vi får lidt mere plads at spille på end vi gjorde i søndags mod Slagelse.
Umiddelbart er der vel kun spørgsmålstegn ved to pladser i startopstillingen resten giver mere eller mindre sig selv:
Larsen
Dalsgaard - Thelander - KEP - Ahlmann
Kusk - Würtz - Risgård - Thomsen
Spalvis/SF/Curth/Due - RJ
Patrick har gjort det over forventning som højre back, men hvis ellers Dalsgaard er klar vil det offensivt være en forstærkning hvis han starter inde. Dalsgaard kan nok ikke spille fuld tid, men hvis han kan holde én times tid el. lign. vil det være fint. Kasper P. gjorde det godt mod Slagelse, men nu vender KEP tilbage fra karantæne og træder dermed ind i midter forsvaret. Thelander var til tider usikker i søndags (tæt på igen at koste et mål pga. en håbløs aflevering), men jeg tror nu ikke at Kent vrager Thelander til fordel for Kasper P.
Ifølge forlydender starter Kusk måske inde på Wembley i morgen aften og det er selvfølgelig fedt for Kusk, men personligt håber jeg at han ikke får fuld spilletid. Kusk har lagt ud med et hårdt kampprogram med 2 kampe om ugen og, det kan måske godt præge ham på lørdag.
I front er der et stort spørgsmålstegn hvem der skal danne angrebsduo med RJ. SF var dårlig i søndags og overbeviste på ingen måde, men desværre når AK næppe at blive klar til på lørdag. Det er lidt skræmmende så tyndt besat vi er i angrebet når RJ og AK enten er skadet eller ikke er i ordentlig form. Umiddelbart står valget nok mellem SF og Spalvis, men personligt vil jeg næsten foretrække Curth. SF og Spalvis har ikke grebet chancen, men alligevel virker det til at Curth ikke rigtigt indgår i Kents planer.
Jeg er elendig til at forudse AaBs resultater, så når jeg nu skriver at jeg tror at de taber på lørdag, så ender det sikkert med en sejr!



